Både i Øer-området, i Ebeltoft og generelt på Djursland er der rigtig mange aktiviteter og seværdigheder.

Øer

Vand, strand og skov. Lystfiskeri, gåture og naturoplevelser. Øer Maritime Ferieby (1 km) har restaurant, svømmebad, købmand, legepladser osv. Ved slusen ved Øer Maritime Ferieby kan børnene få timer til at gå med at fange krabber mens resten af familien nyder en is og ser på bådene der bliver sluset ind og ud.

I skoven mellem Øer og Ebeltoft ligger en af Danmarks bedste mountainbike baner. 13 km lang snor den sig op og ned og rundt om træerne med et til tider højt teknisk niveau. Den er også god at løbe trailløb på, evt. kombineret med strandløb rundt om Ahl, hvis I har mange kilometre i benene. 🙂

Ebeltoft

Toppen ligger ca. 5 km fra Ebeltoft. Om vinteren bor der ca. 6.000 mennesker fast i Ebeltoft, men om sommeren er befolkningstallet nærmere 50.000 i området. Ebeltoft er en hyggelig turistby. Der er mange ekstra aktiviteter i Ebeltoft om sommeren, men også i skolernes ferieuger er der mange aktiviteter, bla. Æbel-ugen i efterårsferien, påskeferie på Fregatten Jylland og øl-festival.

Vægterne går rundt i gaderne og synger som i gamle dage.

I byen ligger Fregatten Jylland (verdens længste træskib), Glasmuseet, gågaden i den gamle bydel, det berømte gamle rådhus, lystbådehavnen, skudehavnen, bolchekogeriet og de mange glaspusterier – der er så mange muligheder.

Djursland

Danmarks flotteste natur. Masser af vand og strand. Kør til Helgenæs og Sletterhage Fyr eller kør nordpå ad kysten mod Grenå. Det er bare smukt. I Grenå ligger Kattegat Centret, som bare skal besøges.

Lige udenfor Ebeltoft ligger Ree Park – Ebeltoft Safari, som nok er den mest oversete turistattraktion. Prøv den. Vil I køre lidt længere (35 km) er Djurs Sommerland en sikker vinder. Det er ikke uden grund, den er en af Danmarks mest besøgte turistattraktioner.